Barsk fortid.

I weekenden skete der for alvor noget i min spirituelle åbning. Der fik jeg nemlig kontrol over den åbning, som jeg så længe havde ønsket. Jeg sad et dejlig sted med en skøn udsigt over søen, og chattede med en rigtig skøn kvinde. Vi kom ind på en lille hund Belle, som jeg har i huset. Under vores samtale prøvede jeg, at stille ind på Belle, og så skete der ellers noget. Belle har været meget lukket, når andre har forsøg, at stille ind på hende. Jeg tror, at hun gav efter, da hun VED, at jeg ikke vil hende ondt. Så langt så godt, og vi gik i gang.

Først fik jeg en kriblende fornemmelse i kroppen, og så følte jeg det som jeg var meget tynget af sorg og angst. Jeg fik kvælingsfornemmelser, og jeg følte, at jeg blev tæsket til alt blev stille. Så rullede en tekst for mit indre med KINA. Jeg følte, at tårerne pressede sig på og havde længe efter en tung og knugende fornemmelse i hele kroppen. Som dagen før blev min nakke trukket langsom tilbage og det føltes som en ladning energi kom susende ned i kroppen gennem isen. Da hovedet var tilbage i udgang stillingen sagde jeg tak og bad englene om, at lukke ned igen.

I morges forsøgte jeg igen. Igen havde jeg samme fornemmelse med hovedet. Belle fortalte mig, at hun havde leget og pjattet med Pao en purk på 5 -8 år, da hun løb væk. Herefter blev hun taget af hundefangerne og smidt hårdt og brutalt ind i en mørk kasse og sat i et larmende sted lige indtil hun blev hængt og banket ihjel. Jeg så hende i en skikkelse af en hvid samojede blanding.

Hænger det sådan sammen, så kan jeg godt forstå, at hun reagere så voldsom på, at blive flyttet rundt og lukket inde i en lejelighed alene med larm fra naboerne. Hun er en lille og meget følsom pige, der ikke tåler forandringer uden, at reagere. Jeg må dog sige, at mine observationer viser, at det bliver bedre og bedre, så længe, der er folk hun kender med. Jeg tror, at vi vil få mange samtaler fremover, da hun har vist mig sin tillid, og hun ønsker hjælp til, at få tingene bearbejdet.

En start.

Lige siden jeg var lille pige, har jeg altid følt mig lidt anderledes i forhold til mine jævnaldrende. Jeg har altid været meget mere følsom på rigtig mange områder. Min empatisk for dyrene kunne ikke måles med almindelige menneskers, da jeg et eller andet sted altid har kunne sætte mig ind i deres situation og tankegang. Jeg skulle og skal stadig bare lære, at stole på den fornemmelse jeg får serveret. Desuden har jeg heller aldrig rigtig brudt mig om, at være sammen med mange mennesker. Som barn blev jeg ofte kaldt for lidt af en enespænder. Om det skyldtes, at jeg helt ville tilbringe min tid i naturen eller være sammen med dyrene ved jeg ikke, men faktum var, at der trivedes jeg godt.

Gennem årene har jeg haft en række symptomer, som i sidste ende gav min en diagnose Morbus Meniere. Ser man det fra en clairvoyants synspunkt, så er det en spirituelt udvikling der har været i gang hele tiden. Om det er det ene eller det andet skal jeg lade være usagt, for jeg ved jeg personligt ikke noget om, men jeg ved, at jeg, om nogen har været rigtig syg gennem mange år, og jeg får stadig en hilsen i ny og næ med en lammende træthed til følge. Det har jeg dog lært, at leve med.

Da jeg 12 marts 2011 måtte sige på gensyn til min elskede schæfer tæve Namba, var det, som om der for alvor kom skred i mine fornemmelser.  Selv om hun fysisk nu var væk, som var hun stadig hos mig. Jeg kunne både lugte hendes grimme knude og mærke hende, når hun gned sig op ad mit ben. Ofte mærkede jeg også, at hun hoppede op i min seng samtidig med, at jeg mærkede en isnede kulde. Jo det skræmte mig i starten men efter, at jeg tilfældig, hvis det da er tilfældig, kom i kontakt med en clairvoyant gennem en ven, så gav mange af de ting mening. Det skræmmer mig ikke så meget mere, og slet ikke, hvis jeg kan fornemme hvem der er hos mig.