Lige siden jeg var lille pige, har jeg altid følt mig lidt anderledes i forhold til mine jævnaldrende. Jeg har altid været meget mere følsom på rigtig mange områder. Min empatisk for dyrene kunne ikke måles med almindelige menneskers, da jeg et eller andet sted altid har kunne sætte mig ind i deres situation og tankegang. Jeg skulle og skal stadig bare lære, at stole på den fornemmelse jeg får serveret. Desuden har jeg heller aldrig rigtig brudt mig om, at være sammen med mange mennesker. Som barn blev jeg ofte kaldt for lidt af en enespænder. Om det skyldtes, at jeg helt ville tilbringe min tid i naturen eller være sammen med dyrene ved jeg ikke, men faktum var, at der trivedes jeg godt.
Gennem årene har jeg haft en række symptomer, som i sidste ende gav min en diagnose Morbus Meniere. Ser man det fra en clairvoyants synspunkt, så er det en spirituelt udvikling der har været i gang hele tiden. Om det er det ene eller det andet skal jeg lade være usagt, for jeg ved jeg personligt ikke noget om, men jeg ved, at jeg, om nogen har været rigtig syg gennem mange år, og jeg får stadig en hilsen i ny og næ med en lammende træthed til følge. Det har jeg dog lært, at leve med.
Da jeg 12 marts 2011 måtte sige på gensyn til min elskede schæfer tæve Namba, var det, som om der for alvor kom skred i mine fornemmelser. Selv om hun fysisk nu var væk, som var hun stadig hos mig. Jeg kunne både lugte hendes grimme knude og mærke hende, når hun gned sig op ad mit ben. Ofte mærkede jeg også, at hun hoppede op i min seng samtidig med, at jeg mærkede en isnede kulde. Jo det skræmte mig i starten men efter, at jeg tilfældig, hvis det da er tilfældig, kom i kontakt med en clairvoyant gennem en ven, så gav mange af de ting mening. Det skræmmer mig ikke så meget mere, og slet ikke, hvis jeg kan fornemme hvem der er hos mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar