Stien er lagt

Jeg har længe vist, at jeg ikke trivedes i Danmark, hvilket blandt andet skyldes, at jeg føler, at vi, min elskede schæfer og jeg er forfulgt af løse hunde. Jeg har bare ikke forstået meningen med den forfølgelse. Det gør jeg nu. Lige pludselig faldt der mange ting på plads hos mig.

• Jeg forstår nu, hvorfor jeg er så sensitivt over for min larmende naboer, byer og mange mennesker.
• Jeg forstår nu, hvorfor vi skal forfølges at løse og bidende hunde, hvorfor deres ejere i mine øjne er komplet idioter til, at holde dette prægtige dyr. 
• Jeg forstår nu, hvorfor rod og kaos i den grad går mig på. 
• Jeg forstår nu hvorfor jeg i den grad er draget til skovens træer og naturen i det hele taget.
•  Jeg forstår nu, hvorfor jeg har haft ondt i hælen og senere hen min forstuvning af samme ankel. 
• Jeg forstår nu, hvorfor trætheden og gråden har fyld så meget i min hver dag. 
• Jeg forstår nu, at min sti videre i livet er blevet mig tildelt men, at jeg selv skulle finde den. 
• Jeg forstår nu, at jeg selv skulle finde vejen, selv om jeg sagtens kunne få den fortalt. 
• Jeg forstår nu, at jeg skulle gennemgå ovenstående for, at have helheden og ikke mindst hjertet med. 
• Jeg forstår nu, at jeg i stedet for, at være irriteret på larmende naboer og idiotiske hundeejere, at jeg skal være dem taknemlig for, at vise mig vejen til mit kommende paradis. 

Det hele hænger sammen. Noget af det har været med helt fra min barndom, hvor jeg blandt andet sagde, at jeg skulle bo i Sverige, når jeg blev "stor" Stor er jeg blevet på mere end en måde. Alle de ting, som jeg har forstået nu, og som har været under opsejling gennem de sidste mange år, ser nu ud til, at være i sidste fase. Det hele handler om, at vi min mand og jeg skal finde os et lille men hyggelig smultronställe sikkert i det skønne Småland. Stedet skal være med luft og åbne vidder omkring os. Skoven hører til, måske som nabo til den ene side, måske i baggrunden, da jeg føler træerne taler til mig. En sø vil kun gøre stedet mere idyllisk. Jeg forstår, at vi skal have lidt afstand til kommende naboer, så jeg kan have mine elskede hunde i fri natur, og sidde og bare lave ingenting. Måske meditere i moder jords frie natur. Sidde og se årstidernes skiften, høre fuglenes vidunderlige sang mens dyrene græsser i baggrunden. Måske en sauna selvom det aldrig har sagt min noget eller måske ligefrem en svedehytte udformet som indiansk tipi, da jeg føler mig tiltrukket af indianer.

Jeg føler i dag, at trætheden og gråden er en forløsning til, at give slip på mit dejlige hus, min vidunderlige have, som var terapi, da jeg fik diagnosen Morbus Meniere. Tror nu selv, at det dengang også var min udvikling, der var i gang. Det sidste års smerter og skader er en måde, at få mig til, at sætte mig ned og tænke over tingene. Mine naboer og de idiotiske hundeejer og deres uopdragne hunde er sikkert universets måde til, at give det sidst spark til beslutningen om, at forlade landet? Så egentligt må jeg være dem dybt taknemlig over, at det i dag vil blive nemt, at forlade mine elskede unger og barnebarn. Jeg er jo ikke længere væk end et opkald, og jeg skal ikke bo længere væk end højst halvanden time til færgen.

Tilbage er der stadig nogle enkelte ting, der lige skal falde på plads inden en flytning til udlandet kan realiseres, men når det er sket, så er det på gensyn. For flytte det gør vi :)